Mimmi Blomqvist fik mig til at se på hverdagens objekter på en helt ny måde
Det begyndte med en skål.
Ikke en ikonisk designerlampe eller et dyrt møbel, men en enkel glasskål, jeg opdagede sent en eftermiddag, mens jeg researchede nye skandinaviske designere til et boligprojekt. Formen var mærkelig på den bedst mulige måde – blød, næsten flydende, som om glasset stadig var i bevægelse. Den lignede ikke noget, der var designet for at være perfekt. Den lignede noget, der var designet for at blive rørt ved.
Jeg stoppede op med det samme.
For i en tid hvor meget interiørdesign føles ekstremt kontrolleret, renderet og algoritmevenligt, virkede Mimmi Blomqvists univers næsten overraskende menneskeligt.
Og måske er det netop derfor, hendes arbejde bliver ved med at dukke op i mit hoved.
Hun arbejder med glas, som andre arbejder med stof eller ler
Noget af det første, jeg lærte om Mimmi Blomqvist, var hendes baggrund som illustrator. Det giver pludselig mening, når man ser hendes objekter. Hun designer ikke bare former – hun tegner nærmest i rum.
Ifølge både Kosta Boda og Svenskt Tenn begyndte hendes fascination af glas først for alvor under studierne på Konstfack i Stockholm, hvor hun arbejdede med keramik og glasdesign. Men i stedet for at behandle glas som et luksuriøst materiale, der skulle være hårdt og perfekt, begyndte hun at arbejde med det mere intuitivt og skulpturelt. Det kan man mærke.
Hendes objekter har noget næsten levende over sig. De buer, folder og bevæger sig på en måde, som minder mig mere om tekstiler eller organiske former end klassisk skandinavisk minimalisme.
Da jeg første gang så hendes Kappa-kollektion for Kosta Boda, tænkte jeg faktisk ikke på glas. Jeg tænkte på vand.
Det er sjældent, design får mig til at reagere så fysisk.
Jeg prøvede hendes æstetik i et minimalistisk hjem – og rummet ændrede sig fuldstændigt
For nogle måneder siden arbejdede jeg på en lejlighed i København med meget stramme linjer – travertin, lyse vægge, mørkt egetræ og næsten ingen dekoration. Alt var roligt, men også lidt for kontrolleret.
Jeg tog et par organiske objekter inspireret af Mimmi Blomqvists formsprog med ind i rummet for at teste balancen. Og pludselig skete der noget interessant.
De bløde silhuetter begyndte at opløse rummets hårdhed. Ikke dramatisk, men følelsesmæssigt. Hele lejligheden føltes mindre “stylet” og mere menneskelig. Det er præcis dét, jeg synes hendes design kan.
Hun arbejder ikke med maksimalisme eller højlydte statements. Hun arbejder med stille bevægelse. Og i 2026 føles det næsten revolutionerende.
Hendes fascination af hjemmet gør hendes design overraskende emotionelt
Et citat fra Mimmi Blomqvist blev ved med at vende tilbage i mine tanker:
“Jeg er inspireret af hjem. Både mine egne og andres.”
Det lyder simpelt. Men jo mere jeg tænkte over det, desto mere forstod jeg, hvorfor hendes objekter føles så intime. Mange designere starter med formen. Mimmi starter med livet omkring formen.
Hun observerer, hvordan mennesker faktisk lever – hvilke objekter vi bruger hver dag, hvad vi rører ved om morgenen, hvad der står glemt på et spisebord efter en middag, hvordan lys falder på glas sent om aftenen. Den slags detaljer kan mærkes i hendes arbejde.
Særligt hendes Sirkka-kollektion for Svenskt Tenn ramte mig. Serien blev opkaldt efter hendes finske bedstemor og består blandt andet af en skål, en skammel og en loftlampe med bløde, næsten drømmende former. Det er moderne design, men med noget nostalgisk og familiært skjult under overfladen.
Jeg tror faktisk, mange mennesker savner netop dét i moderne interiør. Objekter med følelsesmæssig temperatur.
Hun repræsenterer en ny generation af skandinaviske designere
Det mest spændende ved Mimmi Blomqvist er måske, at hun ikke forsøger at kopiere den klassiske nordiske designtradition. Hun viderefører den på sin egen måde.
Der er stadig funktionalitet i hendes arbejde. Stadig enkelhed. Stadig respekt for materialer. Men hun tilfører noget mere poetisk og eksperimenterende, som føles langt mere relevant for vores tid. Især hendes fokus på bæredygtighed virker ægte og ikke performativt.
Kappa-serien er eksempelvis produceret i 100 procent genbrugsglas, men objekterne ser ikke “miljøvenlige” ud på den måde, vi ofte forbinder med bæredygtigt design. De føles luksuriøse, sanselige og næsten kunstneriske.
Det synes jeg er vigtigt. For fremtidens bæredygtige design bliver kun stærkt, hvis mennesker faktisk forelsker sig i objekterne og ønsker at beholde dem i mange år. Og det gør man med hendes arbejde.
Derfor tror jeg, hendes formsprog kommer til at præge interiørtrends de næste år
Når jeg ser på internationale interiørtrends lige nu, bliver én ting tydelig – folk er trætte af hjem, der kun er æstetiske på billeder. Vi længes efter rum, der føles rolige, sanselige og lidt mindre perfekte. Her passer Mimmi Blomqvist perfekt ind i tiden.
Hendes objekter minder os om, at design ikke kun handler om funktion eller visuel identitet. Det handler også om stemning. Om tyngde. Om følelsen af at komme hjem og blive mødt af former, der gør rummet blødere omkring os.
Jeg tror faktisk, det er derfor hendes arbejde føles så stærkt i netop 2026. Ikke fordi det følger trends. Men fordi det føles menneskeligt på en måde, mange moderne hjem har manglet i årevis.
