Når design begynder at opføre sig som arkæologi
Jeg troede ærligt talt, at jeg havde en ret klar forståelse af skandinavisk design, indtil jeg begyndte at dykke ned i Folkform. Ikke som brand, men som en slags metodisk tankegang, der er udviklet af Folkform, hvor materialer ikke bare vælges, men undersøges som om de er spor fra en ukendt civilisation.
Da jeg første gang læste om deres arbejde via Svenskt Tenn og senere deres egne arkiver, blev jeg ramt af en følelse af, at intet i deres praksis er tilfældigt. Alt virker som en bevidst undersøgelse af, hvad design egentlig er, når man fjerner ideen om perfektion.
Som interiørdesigner er jeg vant til at tænke i løsninger. Men Folkform tvinger mig til at tænke i spørgsmål. Hvad sker der, hvis en flise ikke er en overflade, men et fragment af en fortælling. Hvad hvis tekstil ikke er blødt, men et arkiv.
Materialer som hukommelse, ikke som ressource
Da jeg selv forsøgte at arbejde mere materialebaseret i mit eget projekt, begyndte jeg at se verden anderledes. Ikke som noget, der skal formes, men som noget, der allerede har formet sig selv gennem tid.
Folkforms tilgang, som jeg forstod den gennem deres projekter og samarbejder, handler ikke om at skjule materialets oprindelse. Tværtimod bliver industriens rester, keramiske eksperimenter og tekstile strukturer brugt som en slags visuel dokumentation.
Jeg prøvede selv at arbejde med overskudsmaterialer fra en lokal produktion. Først føltes det begrænsende. Men efterhånden blev det befriende. Jeg begyndte at se fejl som information, ikke som forstyrrelser.
Det er her, Folkform bliver interessant for mig. De arbejder ikke med materialer som et neutralt udgangspunkt, men som noget, der allerede har en biografi.
Når udstilling bliver en form for fortælling
En af de ting, der overraskede mig mest, var hvordan Folkform arbejder med udstillinger. Ikke som præsentationer, men som kompositioner, hvor hvert objekt virker som en sætning i en større tekst.
Jeg læste om deres samarbejde med Svenskt Tenn og begyndte at forstå, at deres arbejde ofte eksisterer i grænselandet mellem design og kuratering. Det er ikke bare møbler eller objekter. Det er scener.
Da jeg så billederne første gang, føltes det næsten som at stå i et rum, hvor tiden ikke er lineær. Hvor keramik fra én kontekst møder industrielle fragmenter fra en anden, og pludselig opstår der en ny form for orden, som ikke er dekorativ, men narrativ.
Jeg opdagede, at jeg begyndte at bevæge mig langsommere i mine egne projekter. Som om jeg pludselig forventede, at hvert objekt skulle have en historie, ikke bare en funktion.
En praksis der nægter at være stille
Folkform arbejder i et felt, hvor design ikke længere er en stil, men en undersøgelse. De bevæger sig mellem materialeeksperimenter, arkitektoniske referencer og kunstneriske installationer uden at insistere på én fast kategori.
Det slog mig, at deres styrke måske netop ligger i denne modstand mod definition. I en verden hvor alt skal kategoriseres hurtigt, nægter de at afslutte fortællingen.
Jeg begyndte at forstå, at det ikke er objekterne alene, der er vigtige, men relationerne mellem dem. Hvordan en keramisk overflade kan ændre betydningen af et industrielt fragment. Hvordan tekstur kan blive til sprog.
Når jeg tog Folkform ind i mit eget arbejde
Efter at have arbejdet med deres idéer i mit eget studie, ændrede noget sig. Jeg stoppede med at se materialevalg som en afsluttende beslutning. I stedet begyndte jeg at se det som begyndelsen på en samtale.
Det er måske det mest radikale ved Folkform. De lærer mig, at design ikke behøver at være færdigt. Det kan være åbent, næsten uafsluttet, som en slags levende arkiv.
Og når jeg ser tilbage på deres arbejde, er det tydeligt, at det ikke handler om objekter i traditionel forstand. Det handler om at skabe systemer, hvor materialer kan huske sig selv.
Det er en stille, men meget insisterende form for design. En, der ikke forsøger at overbevise. Bare at afsløre, at verden allerede er fuld af historier, hvis man tør læse dem.
