Nick Ross – når design bliver en form for arkæologi
Da jeg første gang stødte på Nick Ross’ arbejde, var det ikke som at se møbler. Det føltes mere som at stå i et rum fyldt med spor. Spor af hænder, tid, skov, savværk og noget næsten mytologisk, som om hvert objekt allerede havde levet et andet liv før det fandt sin plads i et galleri i Stockholm.
Som interiørdesigner er jeg vant til at læse materialer hurtigt. Eg, stål, glas, proportioner, funktion. Men hos Ross blev jeg tvunget til at sænke tempoet. Hans arbejde, udviklet i hans studio i Stockholm efter år hos blandt andre Matti Klenell og FRONT, insisterer på at materialet ikke bare er noget, man former, men noget man lytter til.
Jeg lærte hurtigt, at hans tilgang til design ikke handler om stil i traditionel forstand. Det handler om fortælling. Om hvordan et stykke træ fra Kungshatt eller rester fra en stolproduktion kan bære en hel historie videre ind i et nyt objekt. Ifølge både hans eget studio og samarbejder med Audo Copenhagen er der altid en form for historisk resonans i hans arbejde, som om designet husker noget, vi andre har glemt.
Materialets poesi og den kontrollerede råhed
Da jeg arbejdede med et projekt inspireret af hans filosofi, prøvede jeg at gøre det samme som ham – ikke at rense materialet for historie, men at forstærke den. Jeg valgte resttræ fra et lokalt snedkeri og accepterede ujævnheder, revner og farveskift som en del af designet.
Det var her jeg forstod, hvor radikal hans æstetik egentlig er. Den er ikke rå for at være rå. Den er præcis. Næsten brutalistisk i sin ærlighed, men samtidig overraskende delikat, fordi den aldrig forsøger at dominere rummet. Den observerer det.
I serien Mixed Grill, som jeg senere studerede tæt, bliver træspild fra stolproduktion til små vaser, der føles som arkæologiske fragmenter. Det er ikke genbrug i moderne, poleret forstand. Det er en form for respekt. En accept af, at intet materiale er neutralt.
Historie som designmetode
Noget af det, der ramte mig mest, var hans projekt The King’s Hat. Da jeg læste om det første gang på hans studio-side, virkede det næsten som en myte. Træ fra gamle lindetræer på Kungshatt, brugt til at skabe objekter, der bærer en næsten ceremoniel ro.
Jeg husker, hvordan jeg stod i mit eget atelier og tænkte over, hvor sjældent vi egentlig tillader historie at blive synlig i moderne interiør. Vi skjuler den ofte bag overflader, bag lak og perfekte samlinger. Nick Ross gør det modsatte. Han lader historien være strukturen.
Hans baggrund fra både Skotland og Sverige bliver også tydelig her. Der er en form for nordisk klarhed blandet med noget mere fortællende, næsten folkeligt. Som om hvert objekt kunne have været en genstand i en gammel fortælling, men stadig passer ind i en ekstremt nutidig kontekst.
Da jeg prøvede at tænke som Nick Ross
Jeg begyndte at ændre min egen arbejdsmetode. Ikke dramatisk, men stille. Jeg stoppede med at skjule materialets oprindelse. Jeg lod ujævne kanter blive. Jeg begyndte at se fejl som en form for information.
Det er måske det vigtigste, jeg har taget med fra Nick Ross’ univers. At design ikke behøver at glatte verden ud. Det kan også forstørre dens ufuldkommenheder, så vi pludselig ser dem som noget værdifuldt.
I hans samarbejder med brands som Audo Copenhagen bliver denne tankegang oversat til objekter, der ikke råber, men hvisker. De kræver ikke opmærksomhed. De inviterer til nærvær. Og i en tid hvor alt skal være hurtigt og synligt, er det næsten en radikal gestus.
En stille form for fremtid
Når jeg ser tilbage på hans arbejde, og på hvordan det har påvirket min egen praksis, er det tydeligt, at Nick Ross ikke designer ting. Han designer måder at se på.
Og måske er det derfor, hans objekter føles som noget fra både fortiden og fremtiden på samme tid. De står i et mærkeligt tidsligt mellemrum, hvor materialet stadig husker skoven, og designet allerede forestiller sig det næste liv.
Det er den slags design, der ikke afsluttes, når objektet forlader atelieret. Det fortsætter i rummet, i lyset, i hånden der rører ved det. Og i måden vi pludselig begynder at se verden lidt langsommere på.
